Nu skal du høre historien om en mand…

”… det var sørøverkongen Jonathan. Stærk som en blæst og vild som en storm, og hans mave var simpelthen enorm. Øjet med klappen der tabte han en kamp, for hans træben var gammelt, grimt og klamt. Forrest i munden der manglede han en tand og han stank som en gammel skraldespand”.

Med denne indledning til min nevøs absolutte ynglings sang, begiver vi os ud på dybe vande, hvor det ikke er til at vide hvad der vil briste eller bære.  Med tankerne fra sangen, som i øvrigt kan høres nederst i denne blog, kan jeg se hvilken indlevelsesgave det kan give små børn. Min nevø blev introduceret for denne sang for mere end et år siden, og af alle sange, ja nærmest alt hvad der kan påvirke en 3 - årig knægt, så er sørøver kongen Jonathan en helt speciel verden for Mathias.

Det har ikke blot medført en større appetit på livet, men også i form at mad. Dog vokser maven for langsomt, så derfor giver en bold det sidste pift til outfittet. For uden maven er man ikke en rigtig sørøver kongen. Klappen for øjet skal også være på, samt hatten. Træbenet kan desværre ikke som sådan laves, men jeg fascineres af den indlevelsesevne, og ikke mindst præcision for detaljer, vi mennesker i en tidlig alder påvirkes af.

” Hey ho, hvor hovederne rullede, blodtørstig det var han. Hey ho, det bragede og buldrede, for havets skræk var Jonathan”.

Omkvædet til sangen forlyder måske ganske voldsomt. Men hvem siger ikke livet for en 3- årig er voldsom? Tænker man over alt det man i sin tid skulle lære, og ikke mindst igennem for at erhverve sig den nødvendige erfaring i at overleve i skolegården, så er det ikke så lidt der skal tages stilling til. Og det fascinere mig endnu mere, hvordan vi i en så tidlig alder allerede har lært så meget om livet. Ja, nogen vil måske sige de mere banale sider af livet, men ikke desto mindre er det grundstenene vi bygger videre på igennem vores liv. Hvad det kan betyde, set i bakspejlet, eller set i for spejlet, er jo op til den enkelte at vurdere! Jeg mener, er Sørøver kongen et forbillede vi som voksen har eller et forbillede som vi i vores tidlig liv kan lære meget af?

Men der er skam også meget kærlighed i denne sang. Det er jo sådan at Sørøver Kongen Jonathan møder Sally, som bliver hans kone. Hun forlanger at sørøveren skal synge en sang om kærlighed, og hvordan kan den så lige blive defineret så et barn forstår det?

” … alt dit mod skal du få brugt, for det være smadder smukt”.

Og er det ikke lige det kærlighed er om! Mod til at søge skønheden i kærligheden?

Men det korte af det lange er vel hvor meget sang og musik kan influere vores dagligdag, og ja vores livsstil og synspunkter i livet. Det interessante er nu, hvor længe Sørøver Kongen Jonathan følger Mathias, og om den sang er med til at påvirke hans liv fremover. For har vi ikke alle haft en sang der rørte os så dybt, at det blev til mere end en sang – det blev en del af os selv.

Halv og hel

Min første halve fridag tog jeg med en lille flok til noget der hedder Letaba Junction Lodge. Noget så usædvanlig som et skilt med ”Danger Crocodiles” og hvide mennesker der bestyrer restauranten får mig til at føle at jeg er et helt andet sted. Af en eller anden årsag bliver jeg ved med at se de hvide syd afrikaner som turister; hvide mennesker og Afrika hænger bare ikke sammen.

Vi kan til tider låne bilen og køre rundt. Da alting er så langt fra hinanden, har vi brug for en bil. Busserne eksistere, men er upålidelige. Hvis bussen er fyldt op (hvilket den ofte er) kører den blot forbi dig, og du ved ikke hvornår den næste vil stoppe.

Køre i jeepen er noget af det bedste her. Der er kun to sæder foran, resten er åben. Da vi kører en del på grusveje, står vi altid op (undtagen på vejene). Det er en utrolig frihed der blæser igennem mig når vi bumper op og ned på grusvejene. Man skal dog være opmærksom på buske der kan snitte arme og ben (godt det ikke var mig).

Min første fridag tog jeg med tre piger ind til Tzaneen by. Vi kørte med Dave (ham der ejer Vervet Monkey Foundation), da han hver morgen klokken 7 kører ind og henter de lokale arbejder på Tarantel gas station. Derfra var vi så heldige at få et lift indtil byen.

Det var rart at opleve den store gæstfrihed der eksistere i dette land. Til trods for den enorme kriminalitet, eksistere der en varme, som jeg ofte savner derhjemme. Den venlige dame satte os af ved Tzaneen Shopping Mall, hvor jeg endelig kunne få købt nogle T-shirt. Vejret har overrasket mig en del, da temperaturen når op til 40 grader, og jeg har pakket mere efter en middel varme omkring de 20 grader.

Det var godt at være tilbage i civilisationen igen. Alt var så rent, i forhold til hvor vi bor. Og så skulle vi huske at skylle ud efter toilet besøg, hvilket vi jo ikke gør her, hvor der blot er et hul i jorden.

Turen tilbage var en stor oplevelse. Under shopping centeret er busstationen, og vi skulle prøve at finde vores bus. Vi gik bogstavelig talt fra en verden til en anden. I shopping centeret var næsten alle i butikkerne hvide mennesker, og alt mindede mere eller mindre om derhjemme.

Da vi gik ned ad trapperne ankom vi til et mylder af sorte mennesker der solgte alt lige fra bananer til mærkelig T-shirt. Ovenpå det skrålede swahili musik ud af alle højtaler der var tilstede. Jeg er sikker på der er nogle der har noget tinatus.

Efter at spørge rundt fandt vi endelig vores bus. Der eksisterer selvfølgelig ikke nogen kø- kultur her, men vi kom alle med bussen. Der mødte jeg en ismand, der ville sælge mig en is på min køretur. Jeg sad ved siden af en dejlig ældre dame. Vi forstod ikke hinanden så godt, men det endte med at vi sad og dansede til musikken og grinte. Busturen var det bedste denne dag, og jeg kan stadig sidde her og smile over det.

Vi havde en anden ganske interessant møde med de lokale folk. Det var en af de frivillige fødselsdag, så vi tog ind til byen for at fejre det, og derefter videre på det lokale diskotek, Bosweld. Vi havde de lokale arbejder med, så for folk udefra var vi nok en noget blandet flok.

Helt almindelig var det dog ikke. Det var som at gå ind i en hytte, hvor der i midten var et kæmpe bål-sted, gulvet bestod af jord, og baren var delt op, så man i den ene side kun kunne købe Jägermeister, mens resten var i den anden side af baren. Af en eller anden grund er Jägermeister HITTET her i syd Afrika.  Dog ikke noget for denne her dame.

Jeg fandt hurtig nogle at spille pool med, da dansegulvet endnu ikke var åbnet. De virkede flinke, og ville til og med også gerne spille med de lokale arbejdere (som i øvrig var de eneste sorte i dette lokale). Vi var nemlig alle lidt opmærksomme på de hvide, da der eksistere en del racisme i Syd Afrika. Det var derfor en lettelse at se de virkede venlige mod vores venner.

Desværre holdt det ikke hele aften. Alkohol får til tider det værste ud af folk. Til trods for de hvide beskylder de sorte for at minde om aber, var det de hvide der havde slåskampe mod hinanden, og lignede mest af alt aber. Vi dansede sammen i en gruppe, hvor en ung hvid man pludselig begyndte en slåskamp mod en af arbejderne. Det blev selvfølgelig hurtig stoppet, fordi vi (de hvide) forsvarede vores sorte ven. Men vi var alle mildest talt chokeret over den vrede der eksistere blandt unge mennesker. Resten af aften havde vi vist alle mere end en diskussion med de lokale hvide om hvorfor pokker de stadig har racisme! For nogle af de frivillige var det meget emotionelt, da en af pigerne gav en fyr en kæmpe lussing og en anden begyndt at skubbe til de hvide med en anden mening end os. Det gjorde det absolut heller ikke bedre, at mange af de unge hvide mennesker der var til stede denne aften med glæde skød den grønne marekat, som vi passer. Efter at se hvordan vores aber mangler en arm, babyer hvis moder er blevet skudt, og aggressive aber, står vi pludselig ansigt til ansigt med de mennesker der er skyld i deres lidelser.

Klokken 1 om natten skulle vi hentes, men det endte med at blive klokken 3 (TIA= this is Africa). Sådan er tingene hernede, de kører ikke helt så punktlig som derhjemme.

Til trods for de ubehagelige oplevelser i Bosweld, og noget af et kultur chok, fik vi en bedre forståelse for hvad Syd Afrika er i dag. Selvom Apartheiden er lagt i datiden, eksistere den stadig. Man skal ikke grave dybt før man støder på anklagende meninger om menneskelige rettigheder, og almindelig omsorg for et andet menneske end sig selv.

Min sidste halve fridag, hvor jeg ikke lavede interviews, tog jeg med til Tea Garden. Derfra var der en utrolig smuk udsigt. Hele turen forbi Tzaneen og op i bjergene var fantastiske. Men dog ikke så fantastisk som Kruger National Park. Det bliver mit næste indlæg.

SEE YOU PEOPLE

De frivillige

Så er hun også væk. Det er utroligt så hurtigt man bliver tætte venner med folk her. Selvfølgelig går vi også op og ned ad hinanden mens vi arbejder, spiser, hænger ud sammen og sover. Man kan vel sige vi er sammen 24 timer i døgnet. Vi er en meget blandet flok af unge mennesker. Størstedelen er helt sikkert piger, men vi har også tre drenge. Jeg havde nok regnet lidt med at møde nogle freaks, eller total ”dyr- mennesker”, men de er skam ganske normale.

De frivillige der er her bruger imellem tre uger til tre år på dette center. Deres oplevelser er derfor også meget blandet, idet hvad en ny frivillig vil ligge vægt på, er måske ikke det samme som en der har været her en uge ligger vægt på.

De første par dage var lidt hårde at komme igennem. Der var mange navne at lære, samt personligheder. Det var tydeligt at mærke, at de andre havde været her et stykke tid. De havde deres egen gruppe, og det var ret tydeligt, at de ikke havde brug for at indlogere flere i den gruppe. Jeg var derfor rigtig glad for, at jeg ankom med en anden ny frivillige, samt der kom en mere dagen efter. Efter der er rejst fem af de gamle frivillige, har det ændret sig. Nu føler jeg mere som vi er en gruppe, og håber da også at dem der er kommet efter mig føler det samme. Synes i hvert fald vi er noget mere imødekommende, end de var.

Parret der har centeret, Josie og Dave, har dog været gode til at få os introduceret i hele området, som er ganske stort. Der er så også over 500 aber, hvilket kræver sin jord. Der er ”fastansat” fire frivillige, som alle er her imellem et til tre år. Alle der er her har hver sin grund til at komme her, og det reflekteres også i deres opførelse, samt hvad de ønsker at lave af aktiviteter her på stedet. Der er alt fra dyrlæger, rejsende der valfarter fra det ene sted til det andet, samt nogle der søger nye slags oplevelser, samt nogle der flygter fra deres daglige dag derhjemme (endda nogle med ret så alvorlige problemer og bekymringer). At få så mange forskellige mennesker til at fungere i harmoni, er selvsagt en udfordring.  Om det lykkes så alle er glade, tvivler jeg på, men ikke desto mere fungere det.

Der bliver festet meget mere end jeg forventede. Der var næsten druk hver aften i den første uge. Men utrolig nok kommer alle op om morgen, og er klar til arbejde klokken syv om morgen.

Generelt er der en masse sladder. Det skyldes måske den lave alder, idet de fleste er i starten af tyverne. Men der er også nogle der er 25, 27, 29 og 35, så jeg føler mig ikke helt gammel. De fleste består af englændere, samt Australien, Irland, Belgien, Spanien, Frankrig, USA og Schweiz.

Dagene er ofte ganske varme. Selvom det er vinter, føles det ikke sådan, med undtagelse af nætterne, som kan blive ganske kølige. Vi har haft temperatur på over 40 grader midt på dagen (klokken 14, da solen er gået ned klokken 18), så det er mildest talt svedigt arbejde vi udfører.

Der er også to andre forskere på centeret. De forsker i aberne. De arbejder dog ikke. Jeg vil gerne arbejde, og har gjort det på fuld tid de sidste to uger. Men jeg kan godt mærke, at det er for hårdt både at lave mit research, samt det almindelige arbejde, som består af 8 timer hver dag. Når de andre har pause, bruger jeg det på interviews, transskriptioner etc. Derudover havde jeg håbet jeg kunne få mit materiale klar inden afrejse til at udlevere dagbøger, og hvad der skulle stå i dem, men det nåede jeg ikke. Heldigvis er der få der skriver dagbøger af sig selv, og har givet mig lov til at kopiere dem inden afrejse. Derudover nåede jeg heller ikke at få lavet mit materiale til fokusgrupper klar, men håber jeg med alternative metoder kan få det til at fungere alligevel.

Jeg vil dog samtidig prøve at nyde at jeg er i Syd Afrika med alt hvad der følger. Nu har jeg også fået et indblik i hvordan det er at være frivillige, der arbejder med vilde dyr, så det er lidt nemmere at skære ned i timerne.

Igennem mine interviews jeg har opdaget folk tager arbejdet mere eller mindre seriøst. De frivillige gør også tingene på deres egen måde, så som ny kan det være lidt svært at forstå hvad man skal gøre.

Jeg har fået foretaget ti interviews indtil videre. Det er meget forskelligt, hvordan folk reagere på at blive interviewet. Nogle af de frivillige er næsten bange for at blive interviewet, da de er bange for at de ikke svarer rigtigt, hvilket de selvfølgelig ikke kan gøre. Men efter interviewet virker folk nu meget tilfredse. Mange er faktisk rigtig glade for det, da det giver dem en chance for at få sat ord på deres følelser.

Vi har fået et bål sted, hvor vi kan sidde og hygge om aften. Vi har dog ikke gjort det mere end to gange. Der er en der kan spille guitar, så vi har sunget lidt sange. Kender desværre ikke sangene, men skidt pyt – er stadig med i øjeblikket.

I aften står menuen på dvd, og ikke druk, bål eller andet. Til trods for de hårde stole og sofaer, er det afslappende at sidde sammen i ”stilhed”, og lade fjernsynet foretage kommunikation for en stund. Det er ikke fordi vi ikke har noget at sige, men indimellem er det rart blot at være til stede, og ikke præstere noget. Jeg kan også nemmere være til stede, idet jeg nu sidder med computeren på skødet, og skrive dette, uden at være mere fraværende end de andre. Faktisk har jeg kun en bekymring i dette øjeblik; at jeg vil vågne i morgen tidlig klokken fem igen. Jeg kan jo sove helt indtil klokken seks, men af en eller anden årsag vågner jeg to timer før jeg skal arbejde. Så kan jeg ligge der i en time i mørket, og vente på solen står op. Ikke desto mindre er nattehimlen fantastisk her ude på bush-bøh-landet.

Min jani

Aberne

Dagene har en tendens til at flyve af sted. Ofte er det fordi dagene kan minde om hinanden, og det kan man vist også sige at de gør på sin vis. Men det overraskende element når man dykker ned i andres hverdag, og ser detaljerne i horisonten, gør netop at dagene flyver af sted. Man kan vel nærmest sige, at lige så meget det føles som om at dagene flyver af sted, lige så meget føles det som om tiden står stille herude på bakke toppen.

Solen er ved at gå ned. Solnedgangene går voldsomt stærkt, så vi skynder os op på toppen, for at se hvordan solen gemmer sig bag bjergene i horisonten. Farven er voldsom orange. På den anden side står månen op. Den ser helt melet ud i forhold til. Midt imellem solen og månen står jeg.

Jeg fik aldrig fortalt om mit førstehåndsindtryk af Johannesburg bus station, også kaldt `Jobug station`. På turen dertil kørte vi forbi en kirke, hvor der stod en lang kø af mænd. Min chauffør fortalte, at hjemløse kvinder og børn får lov til at sove inde i kirken om natten, men ikke mændene. De er efterladt på gaden, hvor de kan gå rundt i gaderne i løbet af natten, ventende, indtil kirkedørene igen åbner sig, og sulten kan blive stillet.

Bus stationen er mildeste talt lidt forvirrende, men ikke desto mindre gjorde den lange vente tid, at jeg fik et nærmere indblik i de oprindelige sydafrikaners liv. I ”Translux” vente værelse sad der en kvinde, med et spædbarn foran sig. Hun havde et stramt udtryk i hendes ansigt. Lige som jeg ville vænne blikket væk, besluttede jeg mig for at fastholde blikket og sende hende et smil. Hele hendes ansigt ændrede sig i et sekund. I det øjeblik opdagede jeg, at en kultur så forskellig fra min var mit bedste værktøj i Sydafrika, mit smil. Kvinden rejste sig op, tog sit barn op og lagde det om på ryggen med ansigtet mod ryggen. Hun binder stof omkring barnet og hende selv, hvorefter hun gemmer barnet under endnu et lag tøj. Denne viden er jo egentlig ganske vigtig, for tænkt hvis nogle bumper ind i hende og masser hendes barn?

Der er mange forskellige sprog i syd Afrika. Ja, sprog, ikke dialekter. De ”hvides ” sprog minder om hollandsk. Jeg troede faktisk, at de ”hvide ” i bussen var hollandske turister, men i stedet var de almindelig borgere i landet. Jeg fik dog en god snak med en dame i bussen og den grønne marekats tilstand her i Syd Afrika. Hun fortalte mig endvidere, at hun kender dem Rita, som ejer centeret for bavianer i Phalarborwa (grænsen til Kruger National Park).

Tirsdag var så min første dag på centeret. Fordi jeg havde min stivkrampevaccination blot et par uger inden afrejsen, skulle jeg ikke ind på hospitalet og tjekke mine lunger? Ved ikke lige hvordan det hænger sammen, men nogen gange er det bedst ikke at stille for mange spørgsmål, og blot acceptere tingene som det er og spare de 500 kr.

Min første dag skulle så også vise sig, at tilbyde mig nogle af de bedste aktiviteter man kan lave her; nemlig ”monitoring” (se om alle aberne har det godt), samt en kastration af en han abe. Centeret ønsker nemlig ikke med sine over 500 aber at avle endnu flere. Og da situation pt. ikke tyder på de er en truet dyr art (endnu), så det heller ikke nødvendigt. Om eftermiddagen fik vi en orientering omkring hvad centeret betød for den grønne marekat, samt hvordan vi skal omgås aberne her.

I løbet af de sidste 1,5 uger har jeg fået et større indblik i hvad det er for et dyr jeg skal arbejde sammen med de næste par uger. På billederne ser disse aber meget venlige ud. De er nysgerrige og virker ikke bange for noget.

De har dog en meget speciel adfærd. Først og fremmest, betyder en hævning af øjenbrynene ikke at de ser søde og uskyldige ud. Nej, det betyder ganske enkelt ” skrid”. Det er et temmelig aggressivt dyr, som til og med kun respektere de ”sorte ” arbejdere her, og mest mænd. Så som en hvid kvinde synes jeg pludselig at jeg står i en meget dårlig position, når jeg skal omgås disse aber.

Ikke desto mindre er der heldigvis en løsning på hvordan man ellers kan omgås disse vilde dyr. Og netop i ordet vilde ligger forskellen på et almindeligt kæledyr og denne abe. Faktisk er den grønne marekat ikke tilladt at have som kæledyr netop fordi den aldrig kan blive 100 % tam.

Centeret prøver heller ikke at gøre aberne mere tamme end nødvendigt. Tværtimod, vi skal faktisk ikke have så meget kontakt med dem. Det er kun de aber der i forvejen er tamme, som har været brugt som kæledyr førhen, og som bor alene, og de moderløse babyer der kommer ind, der har brug for menneskelig kontakt så meget som muligt.

De dyr der kommer ind her kommer af forskellige grunde. Der er babyerne, hvis moder er blevet skudt af landmændene, men som ikke kan få sig selv til at slå babyerne ihjel. Landmændene har endnu ikke lært, at marekattene faktisk ikke stjæler deres afgrøder, men faktisk spiser de insekter, der spiser afgrøderne. Derudover er der mange der er bange for dem, da de kan være ret aggressive. Det er et dyr der har en kæmpe selvtillid trods sin lille størrelse. Derudover eksisterer der desværre meget ulovlig handel med aber i Syd Afrika. Ude på vejene kan købere købe en arm eller ben af en abe, levende, fordi de tror det kan helbrede forskellige sygdomme. Der er desværre en del her der hverken kan læse eller skrive, hvilket gør, at de ikke er så oplyste om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. Derudover, er 68 % af befolkningen spirituelle, og selv her på centeret har vi vores egen Maggie, som laver magi. Vi havde f.eks. et problem i mandags, fordi de lokale arbejder følte sig syge, da de fik at vide at en krokodille i området var død. En død krokodille er lig med sygdom og død. Selv små babyer skærer de dele af. Vi har to babyer på 1 år snart, som hopper rundt med tre ben. Ud af 550 aber, er der nok 10 % der mangler en kropsdel. Det er ganske enkelt frygteligt.

Vi har indtil videre fået en abe ind der er blevet kørt ned. Den har det bedre i dag, men mangler stadig at blive lidt mere frisk. Vi ved heldigvis hvor dens flok befinder sig, så han kan komme ud i det fri igen og tilbage til hans flok. I det hele taget prøver de at bevare dem så vilde som muligt, at få dem integreret så de kan leve så normalt som muligt. De arbejdet til og med på at få lavet en Vervet Forest. De vil gerne købe noget jord så de kan få alle aberne til at bo ”naturligt”. Men det er åbenbart ikke så nemt at få købt jord, fordi der i loven er noget der hedder Country Reclaim. Selvom man måske kan købe noget jord, så kan man risikere at miste det igen, hvis det viser sig, at der før apartheid osv. var en der ejede denne jord.

Derudover er der aber der kommer ind, som har været kæledyr. Det første år af deres liv er de ganske harmløse, men man kan ikke kontrollere sådan et dyr. De bliver aggressive hvis man griner, hvis man prøver at tage noget væk fra dem, hvis man giver en anden person noget (eller en anden abe), ser dem i øjnene, og vil absolut ikke snakke medmindre de selv kommer. Og aldrig løftes.

Men indordner man sig efter deres regler, er de tamme og venlig aber meget nemme at omgås. Dog er der nok igen omkring 10 % man virkelig kan slappe af med. Og kun 6-10 aber man kan gå ind til.

De lokale får åbenbart mere respekt end os hvide. De kan nemlig som de eneste gå ind i alle bure, uden at blive angrebet. Det er også dem der sørger for de får ”main feed”, maden, morgen og aften, hvor de især er meget op at køre.

Centeret er ganske stort med så mange aber. Det er delt op i Bottom- ; Middle-; og Top section.

Derudover har vi Sickbay, hvor de syge aber opholder sig, baby sektion for de små, og et område hvor vi skærer maden ud til alle aberne, Main Feed. Derudover har vi karantæne for de aber hvor der er en risiko for de har tuberkulose. De havde en del aber der døde sidste år af det, så derfor er alle aberne blevet testet, og de der har testet positiv i alle tre test, er i den sektion. Det er i den sektion jeg har været mest. Disse aber bliver aldrig lukket ud til de andre grupper, men får med tid og penge deres eget område hvor de kan løbe frit. Udover karantæne har jeg været mest i Bottom section. Disse to sektioner er ligesom mit område, selvom jeg også har prøvet lidt andre ting. Lad mig derfor introducere mine favoritter: I Bottom har vi Honey Bear, som er utrolig sød og venlige og kan godt lide man aer hende på brystet. Hun er derudover nok den smukkeste abe her på stedet. Men Amber vinder mere og mere ind på mig. Hun er 1,5 år gammel, og skal introduceres ind i Skunkey flokken (som Honey Bear). Hun ELSKER at nusse mig. Det er en oplevelse der er utrolig svært at beskrive med ord. Når man ved så meget om deres adfærd, ved man aldrig om de kan lide en eller ej. De er meget selektive, og kan f.eks. lide en frivillige, men absolut ikke den anden. Amber kan heldigvis virkelig godt lide mig. Hun giver ikke slip, og hun bliver bare ved. Jeg kommer hen til hendes bur, hvor hun bor med to andre, og hun kommer med det samme. Selv når jeg har mad med ignorere hun det, og vil bare have fat i min arm, og så begynder hun er snuse, piller, slikke og bide let på armen og, hvis hun er heldig, får hun mit hår. Så skal jeg have god tid, idet hun ikke giver slip før 30 min. Jeg kan nok især godt lide hende, fordi hun foretrækker mig.

Derudover har vi Marley, hamsteren, en 9 mrd. gammel unge, som ikke længere gad, at bo ved mor og far mere. Hun integrerede sig selv i Robert flokken. Det er sådan, at når en ny abe skal ind i en ny flok (flokkene er store, og området kæmpe), så går der ofte flere uger, da de let slås, og det tager lang til før de acceptere hinanden.

I karantæne har vi Embla og Bryani. Embla hader alle frivillige, når hendes ynglings frivillig Amelia er der. Hun vil have hende for sig selv, og jeg får både ”øjenbryn” og ”slå ud efter” hvis vi begge er i karantæne. Er jeg alene med hende, vil hun faktisk gerne snakke. Mærkeligt! Men Bryani er nok den sjoveste. Hun er så glad for sig selv. De to har en foderskål af metal. Den bruger hun som spejl. Så sidder hun og spejler sig, vender og drejer sig. Det er bare så nuttet.

I Middle Section er jeg blevet rigtig gode venner med Sia. Hun er så blid og god, selvom hun bor i Koko flokken. Når de bor i en flok har de rigtig meget plads at gemme sig i, hvorimod burene, som også er pæne store, gør de er lidt nemmere at se og røre. Men hun elsker mennesker, og sidder gerne ved hegnet. Hun har engang været et kæledyr, og er en af de få, der er blevet behandlet ordentlig, så hun er ikke bange for mennesker. Vi har nogle på centeret der er utrolig nervøse omkring mennesker fordi de er blevet misbrugt som kæledyr.

Men min absolut favorit er Skunkey. Det er han for mange. Men det er en kæmpe oplevelse at sidde inde i hans bur og nusse ham. Han blev kastreret da han var et kæledyr, og er en af de ældste på centeret (19 år). De kan nemt blive op til 35 år gammel. De har prøvet at integrere ham, men de andre aber kan ikke lide ham, fordi han ikke har sine klunker mere. Det skal siges, at aberne er lyseblå i huden under maven og kønsdelene, og jo stærkere blå farve, jo mere dominerende er de. Da han ikke har sine klunker, slår de ham, fordi han ikke er så blå. Jeg var inde ved ham for første gang i forgårs. Jeg satte mig i hjørnet af hans bur, og ventede på om han ville snakke med mig eller ej. Og utroligt nok ville han gerne, og blev faktisk ved mig i 1,5 time (døde ben), men det var utroligt. Når man har fået så meget respekt for dette dyr, så er det både lidt frygtindgydende at lade dem nusse dig, men også komme så tæt på dem, og se hvordan de kan slappe af i dit selskab. Jeg føler mig på en eller anden måde accepteret af dette dyr. For selvom de fleste kan gå indtil ham, og snakke med ham, er det de færreste han forbliver interesseret i. Min værelseskammerat Alicia gad han slet ikke snakke med. At det først var da aftensmaden kom han hoppede af mit skød gjorde at jeg følte mig meget accepteret af ham.

Her er omkring 12 frivillige pt. Der kommer og går nogle hver uge, så det svinger lidt. Det ser ud til jeg kan nå op på 18 frivillige og interviewe inden jeg skal hjem. Det bliver ofte til nogle lange interviews i pauserne, hvor det korteste har været 35 minutter og det længste 1 time og 28 minutter.

Jeg arbejder indtil videre på fuldtid, men kan godt mærke det er hårdt når jeg skal bruge min fritid på at lave interviews, samt opdatere interviewguide etc., så jeg bliver nød til at gå ned i tid. Har slet ikke få lavet nogen transskriptioner, analyse, læst eller noget som helst. Der er så meget at se til med aberne, og man skal jo også være lidt social, når man nu er her.

Det var lidt om aberne og centeret.

Mere følger.

Den lange rejse; Billund- Frankfurt- Johannesburg- Tzaneen- Vervet Monkey Foundation

Midt ude i bushen sidder lille jeg. Omkring mig gemmer der sig slanger, skorpioner og edderkopper i deres skjul. Og heldigvis bliver de der for det meste. Det er faktisk heller ikke dem jeg holder øje med. Ej heller den grønne marekat som vi passer hver dag! Det er de vilde grønne marekatte der bliver tiltrukket af stedet, og som frit løber rundt jeg holder nøje øje med - de kan nemmelig blive ret så aggressive. Det har resulteret i at min værelses kammerat i dag blev angrebet af en af de vilde aber, da hun gik rundt for at fodre de aber vi passer. Det er derfor med lidt ambivalente følelser jeg omgås de grønne marekatte.

Ikke desto mindre skal en hver historie have en begyndelse, og ikke blot en kort introduktion til nuet der omgiver mig i dette øjeblik.

Historien starter i det lille land Danmark, hvor alt skal være så trygt og godt. I hvert fald i forhold til Syd Afrika. Ikke desto mindre blev mit boarding-kort stjålet da det kom ud af sikkerhedstjek i Billund lufthavn, hvor jeg i et kort øjeblik var uopmærksom med at sige farvel til familien. Heldigvis fik de lavet mig et nyt, men ikke desto mindre er det ubehageligt at nogen er kommet så tæt på en og taget noget væk, jeg regnede med var sikkert.

Harmen bliver beroliget af noget Elvira Madigan. Klassisk musik har en evne til at få en til at lande på begge ben efter at have svævet rundt i et stressfuldt rum med et mylder af mennesker.

Med en ventetid på 10 timer i Frankfurt havde jeg god tid til at navigere mig luft i de separeret terminaler; A,B,C. Lufthansa dominere de fleste lounge rum. Fandt til og med ud af at de serverede gratis kaffe og te, da jeg satte mig for at nyde en kop kaffe jeg lige havde købt i en af de utallige lufthavnscafeer. 

Jeg kan godt lide lufthavne. Synes der noget fascinerende ved pludselig at blive kastet ud i et multi- kulturelt samfund. Det er nærmest som at befinde sig i verdens centrum hvor de fire verdenshjørner mødes. Verdens downtown er smeltet sammen med en sårbarhed og ydmyghed, hvor der skal være plads til alles eksistenser. Og dog indfinder der sig en form for diskrimination. Paskontrollen deler europæiske og ikke-europæiske borgere op i forskellige køer. Min kø er mindre og jeg når snart hen til skranken. Han taler til mig på tysk- og smiler. Jeg er trådt ud af det danske samfund, og ind i det næste. Dog er skridtet mindre end andres. Jeg vender mig om. Familien bag mig taler hverken tysk eller engelsk. Manden bag skranken er lettere irriteret. Jeg overvejer om rollerne er byttet om når jeg ankommer i Johannesburg. Så er skridtet blevet større.

Jo verden bliver langsom presset mere og mere sammen. Hvad der sker i en ende af verden påvirker en anden ende af verden. Konsekvenserne efter 11/9 har ikke blot medført en kæmpe øgning af sikkerhedstjek i lufthavne, men også international plakater med efterlyste terrorister, der mest af alt minder om The Wild West. Det får mig ikke til at føle mig mere tryg i min rejse. Det er dog tilladt visuelt at minde folk om terrorisme, men ikke kommentere risikoen for bomber.

Til trods for lidt nervøse tanker om hvordan turen udretter sig, ser jeg mest denne rejse som en kær kommende udflugt. Men med så mange penge investeret i dette projekt, har jeg også en del på spil, og må tro på skæbnen bærer mig sikkert igennem turen. 10 timer er lang tid til at tænke over livet. Samt alle de forskellige slags flyselskaber der lander i Frankfurt; TAM, Spanair, KLM, Air Astona, Condor, Qatar etc. og hvis det skulle være i nogens interesse så går der i gennemsnit 1, 46 min mellem hver fly afgangene i Frankfurts lufthavn. Ja, tiden bliver skam ikke spildt.

Min oplevelse med Lufthansa har generelt været god. Må især pointere den surrealistiske oplevelse det er at sidde 10.000 meter i luften klokken 01 om natten og få serveret rødvin til aftensmaden. Jeg kan vist roligt sige Lufthansa er lige det modsatte af Ryan Air; fra det øjeblik jeg møder stewardesserne og ser hvor meget stolthed de ligger i deres arbejde, til måltiderne og bestikket der er ”ægte”, samt de mange toiletter, som også er store nok til at rotere rundt i.

Men et døgn uden at mærke vinden mod mine kinder er hårdt. Men ikke des mindre er jeg ankommet sikkert i Johannesburg Lufthavn, hvor jeg ganske rigtigt kommer i den lange kø.

Jeg ringer til Ritz Backpacker hvor jeg skal have min første overnatning, og oplever hurtig hvordan samfundet er bygget op. Til trods for kroningen af Nelson Mandela og faldet af apartheiden, eksistere der stadig en ubehagelig arrogant holdning blandt nogle af de hvide i dette land.

 Da det er første gang jeg rejser alene, skal jeg lige vænne mig til at blive kastet ind i en sove sal for 10 hunkønsvæsner, og sove trygt og roligt en hel nat. Men backpacker folk er heldigvis rare og åbne mennesker, og får hurtigt et dybere indblik i Volunteer Tourism i Syd Afrika. Jeg indtager mit første måltid i Syd Afrika på en lille hjørne cafe. Jeg kan se alle bygninger omkring mig er indhegnet med elektrisk hegn. Kriminalitet eksisterer overalt i Sydafrika, selv i de riges kvarter i det nordlige Johannesburg. Jeg føler mig dog tryg nok til at gå en lille tur rundt i nabolaget, og få købt lidt ind.

Mandag morgen bliver jeg sat af på bus stationen og finder frem til den rigtige bus. Jeg er så træt, at jeg først vågner op halvvejs midt ude i ”nowhere”. Da vi nærmere os bjergene ændrer landskabet sig drastisk. Her er smukt. Jeg bliver mere og mere spændt. Fremme i Tzaneen står der en lille flok og tager imod mig og en engelsk pige. Efter en hårrejsende køretur ender vi 20 minutter efter på Vervet Monkey Foundation. Den engelske pige og jeg ender i den samme hytte, og vi bliver introduceret til resten af gruppen. Dagen er dog snart slut, og solen er væk klokken seks. Men heldigvis er vejret om dagen som den danske sommer, men desværre er nætter som de senere efterårsnatter. Med en introduktion til de økologiske bæredygtige toiletter, er vi endelig klar til at få sovet lidt.

Hvad den efterfølgende dag byder på, må i vente og se.