Min første halve fridag tog jeg med en lille flok til noget der hedder Letaba Junction Lodge. Noget så usædvanlig som et skilt med ”Danger Crocodiles” og hvide mennesker der bestyrer restauranten får mig til at føle at jeg er et helt andet sted. Af en eller anden årsag bliver jeg ved med at se de hvide syd afrikaner som turister; hvide mennesker og Afrika hænger bare ikke sammen.
Vi kan til tider låne bilen og køre rundt. Da alting er så langt fra hinanden, har vi brug for en bil. Busserne eksistere, men er upålidelige. Hvis bussen er fyldt op (hvilket den ofte er) kører den blot forbi dig, og du ved ikke hvornår den næste vil stoppe.
Køre i jeepen er noget af det bedste her. Der er kun to sæder foran, resten er åben. Da vi kører en del på grusveje, står vi altid op (undtagen på vejene). Det er en utrolig frihed der blæser igennem mig når vi bumper op og ned på grusvejene. Man skal dog være opmærksom på buske der kan snitte arme og ben (godt det ikke var mig).
Min første fridag tog jeg med tre piger ind til Tzaneen by. Vi kørte med Dave (ham der ejer Vervet Monkey Foundation), da han hver morgen klokken 7 kører ind og henter de lokale arbejder på Tarantel gas station. Derfra var vi så heldige at få et lift indtil byen.
Det var rart at opleve den store gæstfrihed der eksistere i dette land. Til trods for den enorme kriminalitet, eksistere der en varme, som jeg ofte savner derhjemme. Den venlige dame satte os af ved Tzaneen Shopping Mall, hvor jeg endelig kunne få købt nogle T-shirt. Vejret har overrasket mig en del, da temperaturen når op til 40 grader, og jeg har pakket mere efter en middel varme omkring de 20 grader.
Det var godt at være tilbage i civilisationen igen. Alt var så rent, i forhold til hvor vi bor. Og så skulle vi huske at skylle ud efter toilet besøg, hvilket vi jo ikke gør her, hvor der blot er et hul i jorden.
Turen tilbage var en stor oplevelse. Under shopping centeret er busstationen, og vi skulle prøve at finde vores bus. Vi gik bogstavelig talt fra en verden til en anden. I shopping centeret var næsten alle i butikkerne hvide mennesker, og alt mindede mere eller mindre om derhjemme.
Da vi gik ned ad trapperne ankom vi til et mylder af sorte mennesker der solgte alt lige fra bananer til mærkelig T-shirt. Ovenpå det skrålede swahili musik ud af alle højtaler der var tilstede. Jeg er sikker på der er nogle der har noget tinatus.
Efter at spørge rundt fandt vi endelig vores bus. Der eksisterer selvfølgelig ikke nogen kø- kultur her, men vi kom alle med bussen. Der mødte jeg en ismand, der ville sælge mig en is på min køretur. Jeg sad ved siden af en dejlig ældre dame. Vi forstod ikke hinanden så godt, men det endte med at vi sad og dansede til musikken og grinte. Busturen var det bedste denne dag, og jeg kan stadig sidde her og smile over det.
Vi havde en anden ganske interessant møde med de lokale folk. Det var en af de frivillige fødselsdag, så vi tog ind til byen for at fejre det, og derefter videre på det lokale diskotek, Bosweld. Vi havde de lokale arbejder med, så for folk udefra var vi nok en noget blandet flok.
Helt almindelig var det dog ikke. Det var som at gå ind i en hytte, hvor der i midten var et kæmpe bål-sted, gulvet bestod af jord, og baren var delt op, så man i den ene side kun kunne købe Jägermeister, mens resten var i den anden side af baren. Af en eller anden grund er Jägermeister HITTET her i syd Afrika. Dog ikke noget for denne her dame.
Jeg fandt hurtig nogle at spille pool med, da dansegulvet endnu ikke var åbnet. De virkede flinke, og ville til og med også gerne spille med de lokale arbejdere (som i øvrig var de eneste sorte i dette lokale). Vi var nemlig alle lidt opmærksomme på de hvide, da der eksistere en del racisme i Syd Afrika. Det var derfor en lettelse at se de virkede venlige mod vores venner.
Desværre holdt det ikke hele aften. Alkohol får til tider det værste ud af folk. Til trods for de hvide beskylder de sorte for at minde om aber, var det de hvide der havde slåskampe mod hinanden, og lignede mest af alt aber. Vi dansede sammen i en gruppe, hvor en ung hvid man pludselig begyndte en slåskamp mod en af arbejderne. Det blev selvfølgelig hurtig stoppet, fordi vi (de hvide) forsvarede vores sorte ven. Men vi var alle mildest talt chokeret over den vrede der eksistere blandt unge mennesker. Resten af aften havde vi vist alle mere end en diskussion med de lokale hvide om hvorfor pokker de stadig har racisme! For nogle af de frivillige var det meget emotionelt, da en af pigerne gav en fyr en kæmpe lussing og en anden begyndt at skubbe til de hvide med en anden mening end os. Det gjorde det absolut heller ikke bedre, at mange af de unge hvide mennesker der var til stede denne aften med glæde skød den grønne marekat, som vi passer. Efter at se hvordan vores aber mangler en arm, babyer hvis moder er blevet skudt, og aggressive aber, står vi pludselig ansigt til ansigt med de mennesker der er skyld i deres lidelser.
Klokken 1 om natten skulle vi hentes, men det endte med at blive klokken 3 (TIA= this is Africa). Sådan er tingene hernede, de kører ikke helt så punktlig som derhjemme.
Til trods for de ubehagelige oplevelser i Bosweld, og noget af et kultur chok, fik vi en bedre forståelse for hvad Syd Afrika er i dag. Selvom Apartheiden er lagt i datiden, eksistere den stadig. Man skal ikke grave dybt før man støder på anklagende meninger om menneskelige rettigheder, og almindelig omsorg for et andet menneske end sig selv.
Min sidste halve fridag, hvor jeg ikke lavede interviews, tog jeg med til Tea Garden. Derfra var der en utrolig smuk udsigt. Hele turen forbi Tzaneen og op i bjergene var fantastiske. Men dog ikke så fantastisk som Kruger National Park. Det bliver mit næste indlæg.
SEE YOU PEOPLE
Ingen kommentarer:
Send en kommentar