Aberne

Dagene har en tendens til at flyve af sted. Ofte er det fordi dagene kan minde om hinanden, og det kan man vist også sige at de gør på sin vis. Men det overraskende element når man dykker ned i andres hverdag, og ser detaljerne i horisonten, gør netop at dagene flyver af sted. Man kan vel nærmest sige, at lige så meget det føles som om at dagene flyver af sted, lige så meget føles det som om tiden står stille herude på bakke toppen.

Solen er ved at gå ned. Solnedgangene går voldsomt stærkt, så vi skynder os op på toppen, for at se hvordan solen gemmer sig bag bjergene i horisonten. Farven er voldsom orange. På den anden side står månen op. Den ser helt melet ud i forhold til. Midt imellem solen og månen står jeg.

Jeg fik aldrig fortalt om mit førstehåndsindtryk af Johannesburg bus station, også kaldt `Jobug station`. På turen dertil kørte vi forbi en kirke, hvor der stod en lang kø af mænd. Min chauffør fortalte, at hjemløse kvinder og børn får lov til at sove inde i kirken om natten, men ikke mændene. De er efterladt på gaden, hvor de kan gå rundt i gaderne i løbet af natten, ventende, indtil kirkedørene igen åbner sig, og sulten kan blive stillet.

Bus stationen er mildeste talt lidt forvirrende, men ikke desto mindre gjorde den lange vente tid, at jeg fik et nærmere indblik i de oprindelige sydafrikaners liv. I ”Translux” vente værelse sad der en kvinde, med et spædbarn foran sig. Hun havde et stramt udtryk i hendes ansigt. Lige som jeg ville vænne blikket væk, besluttede jeg mig for at fastholde blikket og sende hende et smil. Hele hendes ansigt ændrede sig i et sekund. I det øjeblik opdagede jeg, at en kultur så forskellig fra min var mit bedste værktøj i Sydafrika, mit smil. Kvinden rejste sig op, tog sit barn op og lagde det om på ryggen med ansigtet mod ryggen. Hun binder stof omkring barnet og hende selv, hvorefter hun gemmer barnet under endnu et lag tøj. Denne viden er jo egentlig ganske vigtig, for tænkt hvis nogle bumper ind i hende og masser hendes barn?

Der er mange forskellige sprog i syd Afrika. Ja, sprog, ikke dialekter. De ”hvides ” sprog minder om hollandsk. Jeg troede faktisk, at de ”hvide ” i bussen var hollandske turister, men i stedet var de almindelig borgere i landet. Jeg fik dog en god snak med en dame i bussen og den grønne marekats tilstand her i Syd Afrika. Hun fortalte mig endvidere, at hun kender dem Rita, som ejer centeret for bavianer i Phalarborwa (grænsen til Kruger National Park).

Tirsdag var så min første dag på centeret. Fordi jeg havde min stivkrampevaccination blot et par uger inden afrejsen, skulle jeg ikke ind på hospitalet og tjekke mine lunger? Ved ikke lige hvordan det hænger sammen, men nogen gange er det bedst ikke at stille for mange spørgsmål, og blot acceptere tingene som det er og spare de 500 kr.

Min første dag skulle så også vise sig, at tilbyde mig nogle af de bedste aktiviteter man kan lave her; nemlig ”monitoring” (se om alle aberne har det godt), samt en kastration af en han abe. Centeret ønsker nemlig ikke med sine over 500 aber at avle endnu flere. Og da situation pt. ikke tyder på de er en truet dyr art (endnu), så det heller ikke nødvendigt. Om eftermiddagen fik vi en orientering omkring hvad centeret betød for den grønne marekat, samt hvordan vi skal omgås aberne her.

I løbet af de sidste 1,5 uger har jeg fået et større indblik i hvad det er for et dyr jeg skal arbejde sammen med de næste par uger. På billederne ser disse aber meget venlige ud. De er nysgerrige og virker ikke bange for noget.

De har dog en meget speciel adfærd. Først og fremmest, betyder en hævning af øjenbrynene ikke at de ser søde og uskyldige ud. Nej, det betyder ganske enkelt ” skrid”. Det er et temmelig aggressivt dyr, som til og med kun respektere de ”sorte ” arbejdere her, og mest mænd. Så som en hvid kvinde synes jeg pludselig at jeg står i en meget dårlig position, når jeg skal omgås disse aber.

Ikke desto mindre er der heldigvis en løsning på hvordan man ellers kan omgås disse vilde dyr. Og netop i ordet vilde ligger forskellen på et almindeligt kæledyr og denne abe. Faktisk er den grønne marekat ikke tilladt at have som kæledyr netop fordi den aldrig kan blive 100 % tam.

Centeret prøver heller ikke at gøre aberne mere tamme end nødvendigt. Tværtimod, vi skal faktisk ikke have så meget kontakt med dem. Det er kun de aber der i forvejen er tamme, som har været brugt som kæledyr førhen, og som bor alene, og de moderløse babyer der kommer ind, der har brug for menneskelig kontakt så meget som muligt.

De dyr der kommer ind her kommer af forskellige grunde. Der er babyerne, hvis moder er blevet skudt af landmændene, men som ikke kan få sig selv til at slå babyerne ihjel. Landmændene har endnu ikke lært, at marekattene faktisk ikke stjæler deres afgrøder, men faktisk spiser de insekter, der spiser afgrøderne. Derudover er der mange der er bange for dem, da de kan være ret aggressive. Det er et dyr der har en kæmpe selvtillid trods sin lille størrelse. Derudover eksisterer der desværre meget ulovlig handel med aber i Syd Afrika. Ude på vejene kan købere købe en arm eller ben af en abe, levende, fordi de tror det kan helbrede forskellige sygdomme. Der er desværre en del her der hverken kan læse eller skrive, hvilket gør, at de ikke er så oplyste om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. Derudover, er 68 % af befolkningen spirituelle, og selv her på centeret har vi vores egen Maggie, som laver magi. Vi havde f.eks. et problem i mandags, fordi de lokale arbejder følte sig syge, da de fik at vide at en krokodille i området var død. En død krokodille er lig med sygdom og død. Selv små babyer skærer de dele af. Vi har to babyer på 1 år snart, som hopper rundt med tre ben. Ud af 550 aber, er der nok 10 % der mangler en kropsdel. Det er ganske enkelt frygteligt.

Vi har indtil videre fået en abe ind der er blevet kørt ned. Den har det bedre i dag, men mangler stadig at blive lidt mere frisk. Vi ved heldigvis hvor dens flok befinder sig, så han kan komme ud i det fri igen og tilbage til hans flok. I det hele taget prøver de at bevare dem så vilde som muligt, at få dem integreret så de kan leve så normalt som muligt. De arbejdet til og med på at få lavet en Vervet Forest. De vil gerne købe noget jord så de kan få alle aberne til at bo ”naturligt”. Men det er åbenbart ikke så nemt at få købt jord, fordi der i loven er noget der hedder Country Reclaim. Selvom man måske kan købe noget jord, så kan man risikere at miste det igen, hvis det viser sig, at der før apartheid osv. var en der ejede denne jord.

Derudover er der aber der kommer ind, som har været kæledyr. Det første år af deres liv er de ganske harmløse, men man kan ikke kontrollere sådan et dyr. De bliver aggressive hvis man griner, hvis man prøver at tage noget væk fra dem, hvis man giver en anden person noget (eller en anden abe), ser dem i øjnene, og vil absolut ikke snakke medmindre de selv kommer. Og aldrig løftes.

Men indordner man sig efter deres regler, er de tamme og venlig aber meget nemme at omgås. Dog er der nok igen omkring 10 % man virkelig kan slappe af med. Og kun 6-10 aber man kan gå ind til.

De lokale får åbenbart mere respekt end os hvide. De kan nemlig som de eneste gå ind i alle bure, uden at blive angrebet. Det er også dem der sørger for de får ”main feed”, maden, morgen og aften, hvor de især er meget op at køre.

Centeret er ganske stort med så mange aber. Det er delt op i Bottom- ; Middle-; og Top section.

Derudover har vi Sickbay, hvor de syge aber opholder sig, baby sektion for de små, og et område hvor vi skærer maden ud til alle aberne, Main Feed. Derudover har vi karantæne for de aber hvor der er en risiko for de har tuberkulose. De havde en del aber der døde sidste år af det, så derfor er alle aberne blevet testet, og de der har testet positiv i alle tre test, er i den sektion. Det er i den sektion jeg har været mest. Disse aber bliver aldrig lukket ud til de andre grupper, men får med tid og penge deres eget område hvor de kan løbe frit. Udover karantæne har jeg været mest i Bottom section. Disse to sektioner er ligesom mit område, selvom jeg også har prøvet lidt andre ting. Lad mig derfor introducere mine favoritter: I Bottom har vi Honey Bear, som er utrolig sød og venlige og kan godt lide man aer hende på brystet. Hun er derudover nok den smukkeste abe her på stedet. Men Amber vinder mere og mere ind på mig. Hun er 1,5 år gammel, og skal introduceres ind i Skunkey flokken (som Honey Bear). Hun ELSKER at nusse mig. Det er en oplevelse der er utrolig svært at beskrive med ord. Når man ved så meget om deres adfærd, ved man aldrig om de kan lide en eller ej. De er meget selektive, og kan f.eks. lide en frivillige, men absolut ikke den anden. Amber kan heldigvis virkelig godt lide mig. Hun giver ikke slip, og hun bliver bare ved. Jeg kommer hen til hendes bur, hvor hun bor med to andre, og hun kommer med det samme. Selv når jeg har mad med ignorere hun det, og vil bare have fat i min arm, og så begynder hun er snuse, piller, slikke og bide let på armen og, hvis hun er heldig, får hun mit hår. Så skal jeg have god tid, idet hun ikke giver slip før 30 min. Jeg kan nok især godt lide hende, fordi hun foretrækker mig.

Derudover har vi Marley, hamsteren, en 9 mrd. gammel unge, som ikke længere gad, at bo ved mor og far mere. Hun integrerede sig selv i Robert flokken. Det er sådan, at når en ny abe skal ind i en ny flok (flokkene er store, og området kæmpe), så går der ofte flere uger, da de let slås, og det tager lang til før de acceptere hinanden.

I karantæne har vi Embla og Bryani. Embla hader alle frivillige, når hendes ynglings frivillig Amelia er der. Hun vil have hende for sig selv, og jeg får både ”øjenbryn” og ”slå ud efter” hvis vi begge er i karantæne. Er jeg alene med hende, vil hun faktisk gerne snakke. Mærkeligt! Men Bryani er nok den sjoveste. Hun er så glad for sig selv. De to har en foderskål af metal. Den bruger hun som spejl. Så sidder hun og spejler sig, vender og drejer sig. Det er bare så nuttet.

I Middle Section er jeg blevet rigtig gode venner med Sia. Hun er så blid og god, selvom hun bor i Koko flokken. Når de bor i en flok har de rigtig meget plads at gemme sig i, hvorimod burene, som også er pæne store, gør de er lidt nemmere at se og røre. Men hun elsker mennesker, og sidder gerne ved hegnet. Hun har engang været et kæledyr, og er en af de få, der er blevet behandlet ordentlig, så hun er ikke bange for mennesker. Vi har nogle på centeret der er utrolig nervøse omkring mennesker fordi de er blevet misbrugt som kæledyr.

Men min absolut favorit er Skunkey. Det er han for mange. Men det er en kæmpe oplevelse at sidde inde i hans bur og nusse ham. Han blev kastreret da han var et kæledyr, og er en af de ældste på centeret (19 år). De kan nemt blive op til 35 år gammel. De har prøvet at integrere ham, men de andre aber kan ikke lide ham, fordi han ikke har sine klunker mere. Det skal siges, at aberne er lyseblå i huden under maven og kønsdelene, og jo stærkere blå farve, jo mere dominerende er de. Da han ikke har sine klunker, slår de ham, fordi han ikke er så blå. Jeg var inde ved ham for første gang i forgårs. Jeg satte mig i hjørnet af hans bur, og ventede på om han ville snakke med mig eller ej. Og utroligt nok ville han gerne, og blev faktisk ved mig i 1,5 time (døde ben), men det var utroligt. Når man har fået så meget respekt for dette dyr, så er det både lidt frygtindgydende at lade dem nusse dig, men også komme så tæt på dem, og se hvordan de kan slappe af i dit selskab. Jeg føler mig på en eller anden måde accepteret af dette dyr. For selvom de fleste kan gå indtil ham, og snakke med ham, er det de færreste han forbliver interesseret i. Min værelseskammerat Alicia gad han slet ikke snakke med. At det først var da aftensmaden kom han hoppede af mit skød gjorde at jeg følte mig meget accepteret af ham.

Her er omkring 12 frivillige pt. Der kommer og går nogle hver uge, så det svinger lidt. Det ser ud til jeg kan nå op på 18 frivillige og interviewe inden jeg skal hjem. Det bliver ofte til nogle lange interviews i pauserne, hvor det korteste har været 35 minutter og det længste 1 time og 28 minutter.

Jeg arbejder indtil videre på fuldtid, men kan godt mærke det er hårdt når jeg skal bruge min fritid på at lave interviews, samt opdatere interviewguide etc., så jeg bliver nød til at gå ned i tid. Har slet ikke få lavet nogen transskriptioner, analyse, læst eller noget som helst. Der er så meget at se til med aberne, og man skal jo også være lidt social, når man nu er her.

Det var lidt om aberne og centeret.

Mere følger.